Hans J. Wegners Skalstol, CH07

CS
Skrevet af
Christoffer Steenbeck
3 min læsning
Hans J. Wegners Skalstol, CH07

Igangsætteren for et nyt produkt kan være mange og forskelligartede. I dette tilfælde var det opfindelsen af tynd, stærk krydsfinér til flyindustrien under 2. Verdenskrig, som gav muligheden for fornyelse også inden for møbelbranchen.

CH07 - “Den trebenede skalstol”

Hans J. Wegner eksperimenterede allerede i 1948-49 med formspændte krydsfinérskaller på laminerede understel i forbindelse med en konkurrence udskrevet af Museum of Modern Art i New York. Wegner fik stor ros for projektet, men stolen blev ikke sat i produktion. Wegner fortsatte de følgende år med at bruge krydsfinér som underlag for skum i især stolesæder.

15 år senere tager han for alvor ideerne fra slutningen af fyrrerne op igen. I 1963 blev “Den Trebenede Skalstol” tegnet i samarbejde med Johannes Hansen Møbelsnedker og endte med den stol, som vi kender i dag.

Stolen præsenteres første gang på Snedkerlaugets årlige udstilling. Eksemplarerne fremstår her enten med dækfinér i teak på skallerne og lamineret bøgestel eller malet i forskellige farver. Sædet er enten med eller uden polstring, mens ryggens polstring først er kommet til senere.

Modtagelsen i 1963

Journalisten Martin Hartung beskriver i Berlingske Tidende stolens form som elegant og farverne raffinerede, og han tilføjer, at “man sidder bedre i den end i de fleste af udstillingens øvrige stole”.

Ruth Nørten fra Aktuelt kalder det “frækt, når en mand som Wegner pludselig gør opmærksom på, at hvis anmelderne og publikum havde været lidt mindre traditionsbundne for 10-15 år siden så havde skalstolen fra 1949 måske fået en anden skæbne, og alene det at præsentere dem (skalstolene) på en håndværkerudstilling, når de så udpræget er tænkt industrielt, er frækt”.

Der var ikke megen interesse for at købe stolen, og der blev også solgt et meget begrænset antal skalstole de næste par år. Der var imidlertid ikke vilje hos Johannes Hansen Møbelsnedkeri til at sætte stolen endeligt i produktion, hvilket fremgår af, at hverken forløberen fra 1949 eller skalstolen fra 1963 fik et produktionsnummer af den daværende producent.

Wegner havde dog langt fra opgivet Skalstolen. I slutningen af 1970´erne køber han et brugt eksemplar, der har stået ude på en balkon igennem flere år, til at have stående i sin stue. Malingen var krakeleret, men stolen havde ellers ikke taget skade. Den blev slebet ned og malet i den orangerøde farve, som han holdt meget af.

Wegner udstilling på Kunstindustrimuseet

I 1989 fejrede Kunstindustrimuseet (i dag Designmuseum Denmark) Wegners 75-års fødselsdag med en stor, retrospektiv udstilling. Arkitekt Bernt var drivkraften bag projektet, og han fik den idé at vise Skalstolen i det samme rum og opstilling som i 1963.

Vendepunkt i 1990’erne

I løbet af 1990´erne steg efterspørgslen på mere specielle produkter. Ideen med f.eks. lænestol og sofaer i samme design og materiale var på retur. Dertil skulle f.eks. en stol ikke længere kun være funktionel, men også fremstå æstetisk indbydende.

Carl Hansen & Søn opstarter produktion

Carl Hansen & Søn, opnår i 1997 rettighederne til produktionen af Skalstolen. Der blev investeret store beløb i forme og andet special værktøj, og salgsprisen blev reduceret af Carl Hansen & Søn, så at man fremover kunne få tre skalstole for den pris, som Johannes Hansen hidtil havde taget sig betalt for kun én skalstol. Det hjalp på efterspørgslen og interessen for stolen.

Carl Hansen & Søn præsenterede Skalstolen på messen i Bellacentret i 1998, og Bo Bedre valgte straks at tildele den deres ’Klassiker-pris’. Som et kuriosum kan nævnes, at en af skalstolene fra 1960´erne blev solgt på Christie´s Auktioner i London for 104.000 kr. samtidig med, at Carl Hansen & Søn lancerede stolen i Danmark til en overkommelig pris.

Skalstolen er siden blevet solgt til flere markante projekter, herunder Museum of Modern Art i New York samt til Kunstmuseet NACT i Tokyo og talrige andre fine byggerier verden over.

Carl Hansen & Søn anser Skalstolen for at være én af de mest avantgarde stole, som Hans J. Wegner har tegnet i sit lange og særdeles kreative liv. Skalstolen vil være moderne i dag og ligeledes om 50-100 år, fordi den taler direkte til alle mennesker og så smiler den faktisk også til verden. Ja, amerikanerne har allerede døbt Carl Hansen & Søns Skalstol: ”Smiley”!

Oprindeligt udgivet 10. oktober 2013, opdateret mange gange siden
Du vil måske også læse om...
Australian Bodycare lancerer nyt design
Indlæg

Australian Bodycare lancerer nyt design

Blid og effektiv hudpleje fra Australian... [Læs mere]
CS
Skrevet af
Christoffer Steenbeck
Fem gode råd inden du køber fyringsolie
Indlæg

Fem gode råd inden du køber fyringsolie

Hvis du skal købe nyt fyringsolie til dit oliefyr, så er der mange... [Læs mere]
CS
Skrevet af
Christoffer Steenbeck
Dansk smykkedesign fra Stine A
Indlæg

Dansk smykkedesign fra Stine A

Mange kvinder kender sikkert til Stine A smykker – og med god grund.... [Læs mere]
CS
Skrevet af
Christoffer Steenbeck